X-Pac® er et materiale, som i stigende grad anvendes indenfor fremstilling af tasker, og som har opnået stor anerkendelse for sin kvalitet.

Måske har du overvejet, hvad X-Pac® egentlig er, og hvordan det adskiller sig fra andre materialer, som bruges i tasker. X-Pac® findes også i en lang række forskellige varianter (fx VX21 og X50), og måske har du tænkt over, hvordan disse adskiller sig fra hinanden.

I denne materialeguide går vi i dybden med, hvad der kendetegner X-Pac®, hvordan det fremstilles, og hvilke varianter der findes. Derudover tager vi et kig på historien bag materialet og dets bæredygtighed.

Historien bag X-Pac®

X-Pac® er udviklet af Dimension-Polyant, som er blandt verdens førende producenter af sejldug og laminerede tekstilprodukter.

Dimension-Polyant blev grundlagt i 1966 i Tyskland og specialiserede sig oprindeligt i produktion af sejldug. I de tidlige år fokuserede virksomheden på at udvikle sejlmaterialer med større slidstyrke, formstabilitet og strækresistens - dvs. materialer som bedre kunne modstå stræk og bevare deres form under belastning fra stærk vind.

Dimension-Polyants forskning førte til udviklingen af laminerede sejlmaterialer. Denne teknologi gjorde det muligt at fremstille sejl, som var både lettere, stærkere og mere modstandsdygtige overfor sollys og saltvand end traditionelle sejl-materialer. Dimension-Polyant blev derfor en førende leverandør af sejlmaterialer af høj kvalitet.

Dimension-Polyant fortsatte med at gøre store teknologiske fremskridt, fx ved at integrere avancerede fibre såsom Kevlar og Dyneema i de laminerede sejl. Dermed var man i stand til at opnå endnu større slidstyrke uden at øge vægten.

Som en naturlig videreudvikling begyndte Dimension-Polyant at undersøge, hvordan deres avancerede laminerede materialer kunne anvendes i andre industrier ud over sejl-fremstilling. Virksomheden udviklede det nye tekstil X-Pac®, som hurtigt viste sig at have stort potentiale i andre anvendelser. Materialets lethed, slidstyrke og vandtæthed gjorde det især velegnet til fremstilling af rygsække, tasker og andre typer outdoorudstyr.

Hvad er X-Pac®?

X-Pac® er et lamineret materiale, som er sammensat af flere lag. Hvert lag er fremstillet af forskellige materialer, som hver har en specifik funktion - fx at forhindre vand i at trænge igennem stoffet. Flerlagskonstruktionen gør det således muligt at opnå en helt unik kombination af egenskaber såsom lethed, slidstyrke, formstabilitet og vejrbestandighed.

X-Pac® består typisk af tre til fire lag:

Det yderste lag er typisk fremstillet af nylon eller i visse tilfælde polyester. Dette lag fungerer som den primære barriere mod slid og punkteringer. Tykkelsen af yderlaget varierer. Til eksempel har VX21 en 210 denier nylon som yderlag, mens tungere varianter som X50 har et 500 denier Cordura® nylon yderlag.

X-PLY®-laget danner det karakteristiske krydsmønter i X-Pac®. Det består af diagonalt vævede polyestertråde, som bl.a. er med til at give stoffet formstabilitet. Trådene er vævet sammen på en måde, som forhindrer materialet i at strække eller deformere sig under belastning og bidrager til materialets holdbarhed.

Det tredje lag er en polyester film, som er afgørende for materialets vandtæthed, da det forhindrer vand og fugt i at trænge igennem.

Det fjerde lag indgår kun i nogle typer X-Pac®. Det er et inderlag, som typisk er fremstillet af polyester, og som har til formål at beskytte polyester filmen. Laget bidrager dermed til at øge materialets modstandsdygtighed overfor slid indefra.

X-Pac - Evergoods CAP2
Evergoods CAP2 X-Pac - den udvendige del af pouchen er fremstillet i sort X-Pac® X42

Hvilke typer X-Pac® findes der?

Dimension-Polyant har tre overordnede X-Pac®-kollektioner, som hver dækker over en række varianter.

X4: Denne type X-Pac® er kendetegnet ved at være sammensat af fire lag: Et kraftigt yderlag (typisk i nylon), X-PLY®, vandtæt polyester film og et beskyttende inderlag (“polyester taffeta backing”). Kategorien dækker over varianter såsom fx VX21 og VX42, som er meget populære indenfor fremstilling af tasker.

X3: Denne type X-Pac® har en tre-lags konstruktion bestående af et yderlag (typisk i nylon), X-PLY® og en vandtæt polyester film. Denne type X-Pac® har altså ikke det ekstra inderlag. Det betyder, at det er en anelse lettere og mere fleksibelt, men stadig yderst slidstærkt og vandtæt.

LS® (Lite Skin®): Dette er en letvægtsvariant, som er velegnet til fremstilling af fx letvægtsrygsække. Materialet har en særlig let overflade (bestående af såkaldt “non-woven” polyester) og har ikke det karakteristiske X-PLY® som i de to andre typer X-Pac® (X3 og X4). Det betyder, at materialet er tyndere, lettere og mere fleksibelt, men til gengæld ikke helt ligeså slidstærkt.

Navngivningen af X-Pac® varianter

Navnet på de enkelte X-Pac® varianter indikerer, hvilken type X-Pac® der er tale om.

Når navnet på en X-Pac® variant starter med “VX” (fx VX21), indikerer det, at varianten hører til kategorien “X4” og dermed har en fire-lags konstruktion. Varianter som starter med “X” er af typen “X3” og har dermed en tre-lags konstruktion.

Tallene der kommer efter hhv. “X” og “VX” refererer typisk til denier-værdien af ydermaterialet. Jo højere denier-værdien er, jo tykkere og stærkere er ydermaterialet. Den populære variant VX21 har for eksempel et yderlag i 210 denier nylon, mens VX42 har et yderlag i 420 denier nylon.

Hvordan fremstilles X-Pac®?

De forskellige lag i X-Pac® lamineres gennem en avanceret proces, hvor varme og tryk bruges til at skabe en stærk, holdbar binding mellem lagene. Der påføres først en særlig lim, som forbinder lagene. Herefter sendes materialet gennem en lamineringsmaskine, som smelter limen og fusionerer lagene gennem en kombination af varme og tryk. Lamineringsprocessen sikrer, at de enkelte lag bevarer deres individuelle egenskaber og samtidig fungerer som samlet helhed.

Dimension-Polyants fokus på bæredygtighed

Dimension-Polyant har et stærkt fokus på bæredygtighed, og dette ses afspejlet i X-Pac® serien.

Virksomhedens produktionsfaciliteter i USA og Tyskland er drevet af vedvarende energikilder, og virksomheden kompenserer for sine CO2-udledninger gennem samarbejder med partnere som Climate Partner og Plastic Free Oceans.

Derudover gør Dimension-Polyant i stigende grad brug af genanvendte materialer i X-Pac® serien. Virksomheden lancerede i 2022 X-Pac® kollektionen, RX, som gør brug af et ydermateriale fremstillet af 100% “post-consumer” genanvendt polyester, dvs. at materialet primært kommer fra genanvendte plastflasker.

Et andet bæredygtighedsinitiativ er introduktionen af VX21 Ocean, som er en videreudvikling af den klassiske VX21 variant. VX21 Ocean gør brug af et nylon-materiale - regen™ Ocean - som er fremstillet af genanvendt fiskegarn og derfor bidrager til at reducere plast i verdenshavene.